Fordybelser - læserum for det travle menneske

Kort om projektet

Ifølge Bog- og Litteraturpanelet læser 18% af voksne aldrig og 45% sjældent skønlitteratur. Mange ser sig selv som læsere, men får i praksis aldrig åbnet en bog. I en travl hverdag leder folk efter fordybelse i skoven eller i yogacenteret, men den kan findes meget tættere på; i den skønlitterære bogs univers. Projektets intention er at skabe læserum for travle mennesker, der ønsker at bruge mindre tid med mobilen og mere tid på at læse.

Vi vil løfte læsetiden op i hierarkiet af daglige aktiviteter, særligt i forhold til digitale tilbud som fx Netflix: Afprøve strategier fra sundhedsområdet på læsning, undersøge om værktøjer fra træningsapps kan motivere læsning. Kommunikere forskningsresultater om læsning (stressreduktion, opbygning af sociale kompetencer). Teste, hvordan man kan ‘gå til læsning’ (holdsport) og bruge litteraturformidleren til at kuratere og coache. Eksperimentere med læserum i bibliotek og byrum og inspirere folk til at skabe læserum hjemme hos sig selv. Fordybet læsning fordrer nemlig iscenesættelse - en god kop kaffe, en håndfuld saltlakridser eller et ternet tæppe kan gøre hele forskellen.

Projektets kommunikationsstrategi skal spille på det lystfyldte og berigende ved læsning. Vores lokale samarbejdspartnere udvælges fra denne strategi; fx wellness, museer eller parker.

Fordybelser fokuserer på en klassisk kerneydelse for biblioteket, nemlig læsning, men anskuet ud fra de nyeste perspektiver fra adfærdsteori og strategisk kommunikation.

Samarbejdspartnere

Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne, Fredensborg Bibliotekerne og Allerød Bibliotekerne
Samlet bevilling: 433.600 kr.
Målgruppe:
Afsluttet:
til

Kontakt